CHRISTIAN STEFFENSEN

SKUESPILLER - SANGER - ISCENESÆTTER - TEATERLEDER

CHRISTIAN STEFFENSEN

SKUESPILLER - SANGER - ISCENESÆTTER - TEATERLEDER

profile

Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater (1975/78), med debut som Romeo i Shakespeares Romeo og Julie (Odense Teater 1977). - Fra 1979 har Christian Steffensen været bosat i København, hvor han ved siden af TV, radio- og filmarbejde (eks. Matador), har været knyttet til bl.a. Folketeatret, Det kgl. Teater, Odense Teater, Aarhus Teater og Grønnegårds Teatret.

Gennem årene har han markeret sig som en visionær og idérig initiativtager til talrige projekter og kulturbegivenheder, og har bl.a. arbejdet sammen med museer, ensembler, institutter, folkelige foreninger, forlag og kommuner. Som skuespiller har han medvirket i alle genrer, fra det klassiske skuespil til den nyeste dramatik. Det er ligeledes blevet til adskillige roller i musicals og musikforestillinger, hvor han med sin kapacitet som sanger dækker et bredt repertoire.

Grundlægger, medstifter og kunstnerisk leder (s.m. Søren Sætter-Lassen) af Grønnegårds Teatret (1982 – 1990), hvor han bl.a. spillede titelrollen i Holbergs Jean de France (1983). Grundlagde i 1995 Den Danske Skueplads (www.dendanskeskueplads.dk), der overvejende præsenterer Dansk dramatik: H.C. Andersen, Kaj Munk, Gerz Feigenberg, Saxo, Eske Holm, Sten Kaalø, Selma Lagerlöf. - Iscenesatte forfatterskaber: H.C. Andersen, Piet Hein, Benny Andersen, Poul Henningsen, William Shakespeare, Carl Nielsen, Søren Kierkegaard. - Teaterkoncerter: Mor er den bedste i verden – En særlig hilsen til søens folk – Susanne, Birgitte, Hanne og Otto – en Brandenburg-koncert.

Christian Steffensen føjede i 2006 endnu en aktivitet til sit virke, idet han etablerede LITTERAturen (www.litteraturen.dk), hvor han bl.a. arrangerer rejser i forfatternes fodspor. Fra sommeren 2009 har han realiseret en original og nyskabende kulturplatform, hvorigennem han nu præsenterer dramatiserede vandringer i hhv. København, Odense, Ribe, Kronborg, Sorø, Nakskov, Maribo, Egeskov, Valdemars Slot, Helsingør, Frederiksberg, Tersløsegaard, Roskilde. - På sporet af: Holberg, Andersen, Oehlenschläger, Grundtvig, Wessel, Stub, Kierkegaard, Absalon, Halfdan Rasmussen, Shakespeare/Hamlet.

Christian Steffensen har udgivet en række CD’er, hvor han fortolker tekster og sange af: Johan Herman Wessel (At gavne og fornøje), Poul Henningsen (En på Lampen), Piet Hein (Husk at leve), Benny Andersen (Udsigt i kikkert), Bjørnvig/Nørgård (Titanic), Halfdan Rasmussen (Helt Halfdansk).

I dag er Christian Steffensen en af Danmarks førende H.C. Andersen-fortolkere, og har udgivet hele seks CD’er med eventyrdigterens historier, sange og dramatik. Christian Steffensen har løbende udvidet sit H.C. Andersen-engagement, hvor han bl.a. har iscenesat/tilrettelagt/medvirket i soloforestillinger og teateropsætninger, baseret på Andersens forfatterskab.

I Odense, på H.C. Andersens fødselsdag d. 2 april 2013, modtog Christian Steffensen Hans Christian Andersen-Prisen, for få dage senere i København, at få overrakt H.C. Andersen-Samfundets pris og medalje. Udmærkelserne ” er begrundet i hans indsigtsfulde og kunstneriske formidling på dansk, engelsk og tysk af H.C. Andersens værk ”. Således har Christian Steffensen optrådt i bl.a.: Japan, Italien, Spanien, Østrig, Schweiz, Tyskland, USA, Australien og Kina.

HENT PDF

MUSIK

Smagsprøver på CHRISTIAN STEFFENSEN som sanger og oplæser

Stedet fortæller Danmarkshistorie

I 2017 præsenterede Museum Lolland-Falster
Stedet fortæller Danmarkshistorie – 12 hørespil

Manus: Ole Clifford
Komponist: Pernille Sejlund
musikken indspillet af Ensemble Storstrøm
Instruktion: Christian Steffensen
Medvirkende:
Michelle Bjørn-Andersen, Ulrik Nykjær Jeppesen, Pauline Rehné, Morten Thunbo, Karin Rørbech, Peter Zhelder, Peder Holm Johansen, Christian Steffensen m.fl.


Teknik: DR’s studier i Næstved

I en beretning fra 2017 skriver Erik Kristiansen, ph.d. / Museum Lolland-Falster bl.a. følgende: Målet med projektet ”Stedet fortæller Danmarkshistorie” er, at formidle regional danmarkshistorie gennem originale lyddramaer, skabt til udvalgte lokaliteter der har spillet en rolle i danmarkshistorien.

Projektet har skabt 12 originale lyddramaer om 12 perioder i danmarkshistorien på 12 udvalgte steder på Lolland-Falster, spredt jævnt over Lolland og Guldborgsund kommuner. Brugerne har kunnet lytte til dramaerne hjemmefra og på stederne ude i landskaberne. Hver episode er skabt som en historie skrevet til hver enkel lokalitet og forsynes med original nykomponeret musik.

Finansiering: Kulturstyrelsen og Nordea-fonden




VINGESUS
Musikvignet
(Stedet fortæller danmarkshistorie)

Ældre/yngre stenalder
Halskov vænge
(Megalitgrave)

Bronzealder
Merrit skov/Svanevig (Ved Bandholm)
(bronzealderhøje)

Jernalder
Virket Vold
(Forsvarsanlæg)

Vikingetid
Fribrødre å
(Skibsværft)

Tidlig middelalder
Runestenen ved Tillitze kirke
(Tillitze kirke)

Sen middelalder
Maribo kloster
(Birgittinerkloster)

Renæssance
Nykøbing Slot (Enkedronning Sophie)
(Den udvalgte prins Christian)

Enevælde
Reventlow-Museet, Pederstrup
(C.D.F. Reventlow)

Nationalisme
Frilandsmuseet, Maribo
(1800-tallets samfund)

Industrialiseringen
Holeby Sukkerfabrik
(Danmarks første sukkerfabrik)

Arbejderbevægelsen
Nakskov skibsværft
(Højborg for arbejderbevægelsen på L&F)

Velfærdsstaten
Marinestationen i Gedser
(Koldkrigshistorie)

KONTAKT

Skriv en besked

Pederstrup - Version 2

SMK/Statens museum for kunst – permanent filial på Lolland – en vision

Pederstrup morgen

Prolog
1938 var 150-året for Stavnsbåndets ophævelse, hvor Reventlow-Museet blev indviet i Pederstrups smukke nyklassicistiske hovedbygning (opf. 1813-22). Antagelig skabt af C.D.F. Reventlow (1748-1827) - med bistand fra arkitekten C.F. Hansen. Pederstrups ”stilfærdige skønhed” ligger midt i en af Lollands mest yndefulde egne, i et vældigt åbent herregårdslandskab.

I 1775 arver C.D.F. Reventlow herregårdene Christianssæde, Aalstrup, Langholm, Skelstrup og Pederstrup. Efter omtrent 40 år i statsadministrationen, trækker Reventlow sig som 65-årig tilbage (1813) til sine lollandske besiddelser, for at hellige sig ”sit andet livsværk”.

Som ung adelsmand blev han sammen med sin broder uddannet kosmopolit. Begge modtager de klassisk dannelse og uddannelse bl.a. ved studieophold flere steder i Europa – et Europa som var præget af, og snart skulle gennemleve meget store og dybe forandringer.

Da de to brødre i 1774 starter deres embedskarrierer i Danmark, er begge således fuldt på højde med de bedst uddannede på kontinentet. Som bekendt står den 20 meter høje Frihedsstøtten placeret på Vesterbro i København, udformet og skabt af Abildgaard og Wiedewelt.

Dette unikke nationale monument (rejst 1792) minder os og kommende generationer om, en af de mest omfattende og vellykkede samfundsforandringer der har fundet sted i Danmark – Stavnsbåndets ophævelse (1788).

Den skønne obelisk midt i hovedstadens trafik, udtrykker samtidig en hyldest til statsmanden og samfundsreformatoren C.D.F. Reventlow. Han er hovedarkitekten bag de gennemgribende reformer som gjorde den danske bondestand fri – indskrevet direkte i Danmarkshistorien som bondens frigører!

Da Reventlow nu som ældre udelukkende koncentrerer sit virke om Lolland, bor han langt overvejende på sin elskede sommerresidens Pederstrup og mindre på Christianssæde, adelsslægtens hoveddomicil.

Det er i denne periode af sin livsbane, at lensgreve C.D.F. Reventlow udmærker sig ved at være den drivende kraft bag love om f.eks. skov- og vejvæsen og er ligeledes arkitekten til afgørende reformer af skolevæsenet. - Ja, faktisk bliver C.D.F. Reventlow den første dansker, der på videnskabeligt plan beskæftiger sig med skovbrug.

Reventlow blev dansk nationalhelt og tillige en yderst afholdt person på Lolland. Da han dør på Christians-sæde (1827), bliver han fulgt af ikke færre end 300 bønder til sit sidste hvilested på Horslunde kirkegård, - blot få kilometer fra Pederstrup.

Foto: Mogens Warrer

Stedet

Park og museum

Det smukke Pederstrup er beliggende ved Museumsvejen, Danmarks eneste strækning med et komplet sæt af mile- og vejsten. Denne ”udendørs udstilling” slutter nær Kong Svends Høj, Lollands betydeligste fortidsminde og et af bondestenalderens mest storslåede monumenter i Danmark. – Tilsammen med Pederstrups stille søer, stisystemer og store skovstrækninger, med rum skabt til fordybelse, udgør disse forskelligartede elementer et blomstrende kulturmiljø af international kvalitet.

I et skrift kan man læse følgende om Reventlow-Museet:
Museets opgave er, at belyse statsmanden C.D.F. Reventlow og hans tid samt ikke mindst hans betydning for udviklingen af det danske samfund nationalt og lokalt. Denne formidling vil tage sit udgangspunkt i det store godslandskab og det velbevarede herregårdsmiljø, som var statsmandens dagligdag og baggrund, og som i dag danner rammen om museet. Hvad angår bygningsmassen på Pederstrup, fremstår det vældige ridehus (opf. 1872) med tilbygninger centralt og afgørende.

Foto: Mogens Warrer

Referencen & visionen

Christian Steffensen

Som tidligere nakskovit (indtil 1975!), med livslang kærlighed til min gamle egn, har jeg i mit professionelle virke gennem årene præsenteret forskellige kulturelle tiltag. Disse er ofte realiseret i samarbejde med Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune, samt forskellige lokale kulturaktører. Senest var jeg idémand og tovholder i Nakskov (2023) på festivalen www.victorcornelins125.dk.

Ridehuset

Med ovenstående historiske rids som afsæt, er det for mig indlysende at udfolde følgende vision: På Pederstrup - med Ridehuset og omgivelserne som absolut hovedcenter, at skabe et moderne nationalt kunstmuseum / galleri, i det følgende benævnt:

Foto: Mogens Warrer

Pederstrup

version 2

I sensommeren 2022 besøgte jeg for første gang SMK Thy / Statens Museum for Kunst, hvor Danmarks nationale kunstmuseum med denne permanente filial for første gang har etableret sig uden for hovedstaden. Ved samme lejlighed havde jeg fornøjelsen at møde daglig leder og kunstformidler Cand.mag. Emilia Nykjær Isaksson, SMK Thy.

SMK Thy

Doverodde Købmandsgård

På SMKs hjemmeside kan man læse følgende: Danmarks nationalgalleri indeholder landets største kunstsamling, som består af omkring 260.000 kunst-værker, hvor samlingen oprindeligt var de danske kongers kunstsamling. Med demokratiets indførelse i Danmark (1849) blev kongernes kunstsamling givet til folket.

Statens Museum for Kunst har længe haft et ønske om at udvide museet og skabe en museumsfilial uden for København. Tanken er, at vi med denne filial kan bringe kunst og kunstneriske oplevelser ud til nogle af dem, der ikke har så let adgang til museet i Sølvgade i København.

I 2017 blev SMK kontaktet af Thisted Kommune med et tilbud om at vise kunstværker fra vores samling i det gamle pakhus på Doverodde Købmandsgård i Thy.

Da vi så bygningen og den enestående beliggenhed og mærkede det store engement fra både kommunens og lokalbefolkningens side, besluttede vi, at Doverodde Købmandsgård skulle være stedet, hvor vi ville realisere vores drøm om at åbne en filial af SMK.

De følgende år har vi brugt på at lære området og vores nye naboer at kende, og 2019 præsenterede vi vores første udstilling og sæsonprogram på Doverodde Købmandsgård. Renoveringen af stedet pågår stadig, og er planlagt til at åbne i fuld skala i sensommeren 2025.

Pederstrup har det hele

– og mere til

Kunst i ridehuset

Med SMK Thy som direkte inspiration er det således mit oplæg, at etablere en lignende ”realisering” af Ridehuset i Pederstrup, som en tilsvarende permanent SMK-filial. Holder man Pederstrup op mod SMK Thy, vil perspektiverne og visionen for Pederstrup - version 2 indiskutabelt fremstå i en liga for sig!

Pederstrup har et fantastisk ridehus med tilhørende sidebygninger, hvor selve volumen overtrumfer SMK Thy, med flere længder.

Pederstrup har (hvad SMK Thy ikke har), udstrakte udendørs arealer som park, søer, skove, der inviterer til f.eks. landart og andre pladskrævende udtryk.

Pederstrup er med sin placering på Nordvestlolland optimal i forhold til Fuglsang Kunstmuseum ved Guldborgsund. De to lollandske ”kunstneriske højborge” vil ikke blive konkurrenter, men tværtimod med deres geografiske afstand både kunne inspirere og supplere.

Pederstrup – version 2 vil med sin beliggenhed kunne positionere sig yderligere, ikke kun i Danmark, med en ny Storstrømsforbindelse (åbner 2027), den eksisterende korte færgeforbindelse Spodsbjerg/ Tårs, men ikke mindst med den gigantiske faste Femern Bælt-tunnel (åbner 2029). Europa vil til den tid blot skulle køre ”lige rundt hjørnet” for at komme til Danmark - og Lolland !

Perspektiverne er i den grad til stede. – Tegner man et - V - hvor de to spidser udgør hhv. SMK Thy (spidsen tv.) og SMK København (spidsen th.), har man Pederstrup – version 2 – der således vil udgøre V’ets udspring!

Denne ”trekant” – V’et – omslutter tilsammen helt symbolsk - Danmark!

Foto: Mogens Warrer

Ridehus og park

Jeg er naturligvis vidende om det spændende Art Barns Lolland-Falster – projekt. Disse planer vil realiseret kun bestyrke, at Sydhavsøerne inden for en årrække vil kunne blive et nationalt såvel som internationalt omdrejningspunkt for kunst.

Sammen med bl.a. min vision ser jeg et nyt Lolland-Falster vokse frem – en landsdel der med tiden vil kunne definere sig som et center på den danske, såvel som på den nordeuropæiske kunstscene.

Lolland-Falster vil få ny identitet, og med ovenstående realiseret bringe landsdelen afgørende på Danmarkskortet og ligeledes på Europakortet!

Foto: Mogens Warrer

Dodekalitudstilling i Ridehuset

Såfremt det skulle vise sig, at SMK ikke har mod på ”opgaven” / Pederstrup – version 2, finder jeg det indlysende at præsentere idéen for f.eks. Louisiana – Museum for moderne Samtidskunst, der med sit helt eget dna er med til at tegne det nationale landskab af kunstmuseer.

Louisiana i Humlebæk har status som et højt respekteret internationalt kunstmuseum, der helt konkret er ved at sprænge både sine indre såvel som ydre rammer. Besøger man museet, bliver man bekræftet i Louisianas ekstreme succes. Dette kommer bl.a. til udtryk, når man som gæst tilbagevendende har svært ved at få det fornødne rum til at nyde udstillingerne. - Museet er aldeles udbygget og udnyttet.

Derfor ser jeg Kunstmuseet Louisiana som et andet fuldgyldigt bud. - Et Louisiana 2 - defineret identisk som: Pederstrup – version 2.

Endelig vil man ud over disse to nationale sværvægtere, nok kunne finde et par museer mere - eksempelvis Aros, der både i volumen som i kunstnerisk tyngde ligeledes vil kunne byde ind og ”stå distancen” som kandidat til Pederstrup – version 2

Foto: Mogens Warrer

Epilog

Dodekalit 8 afsløring

Reventlowerne har en mere end 200-årig lang historie på Lolland, tæt forbundet og knyttet til egnen og i særdeleshed til Pederstrup.

Denne identitet er personificeret gennem verdensborgeren C.D.F. Reventlow, hvilket ganske enkelt er unikt og giver sig til kende i et stilfuldt og følsomt udtryk i selve Reventlow Museet.

Den dag nationalgalleriet Pederstrup – version 2 er en realitet, vil der være skabt en suveræn kreativ samtale mellem fortid, nutid og fremtid!

Vejen er så at sige beredt, hvor billedhuggeren Thomas Kadziolas geniale cirkelkomposition Dodekalitten ubetinget markerer sig som landsdelens ikoniske vartegn. Pederstrup ligger i fugleflugt kun få kilometer fra denne udendørs verdenskunst, som allerede har indskrevet Kadziola i Danmarkshistorien. Her på højdedra-get ved Kragenæs skuer de 12 majestætiske stenskulpturer med stoisk ro ud over det vidunderlige Smålandshavet hvor Fejø, Femø, og Askø fortoner sig poetisk ude i horisonten.
Februar 2025

Foto: Mogens Warrer

Christian Steffensen

post@christiansteffensen.dk
www.christiansteffensen.dk
telefon – 6068 1873

Dodekalit 8 afsløring Dodekalit 8 afsløring